Lidt til venstre...

At gøre danske boliger sundere og energibesparende til gavn for det private budget og en bæredygtig fremtid er målsætning, der burde overstyre ideologierne

 

P. S.

Af Poul Sabroe

 

I det daglige kan man jo nok være liberalist. Enhver er sin egen lykkes smed....og i den dur. Det er jo dog ikke statens opgave at tage vare på det enkelte menneskes sorger og glæder.

Det skal vi nok selv.

Men så engang imellem opstår der en slags laguner, tidslommer næsten, i den liberalistiske verdensorden. Det kan ske, når store finansielle systemer uvarslet bryder sammen under en overvældende vægt af uansvarlig ledelse. Så fremkalder et ellers fint ord som markedsøkonomi pludselig panderynker. Og tvivlen på den frie viljes ranke blomstring kan gnave, når frugter, det ville være indlysende at høste, rådner på træet, fordi vi enten ikke kan se dem eller har for travlt med andre gerninger og uopmærksomt lader dem hænge. I sådan en stund  får man lyst til at række en hånd, der ikke blot hjælper til at se, men også til at plukke.

Sådan er det netop lige nu med forældede danske termoruder, der sjusket og inkompetent slipper mange dyre varmekalorier ud fra boligerne, en energi, som kunne have været anvendt med langt større fornuft. En bred politisk front deler lyst og vilje med Glasindustrien til at udskifte de energiforslugne ruder med nye og energirigtige. Motiverne er  for politikerne samfundsmæssigt betingede, for Glasindustrien et de sundt kommercielle.

For tre år siden blev dele af opgaven faktisk løst, efter at Glasindustrien havde gennemført en solid oplysningskampagne om at skifte ruder ad frivillighedens vej. Mange husker sikkert Poeten og Lillemors rolle sammen med de frysende gråspurve. 

Så vidt, så godt.

 

Vejen frem

Men der er lang vej endnu, før de danske boliger kan holde på varmen. 40 millioner kvadratmeter vej, faktisk. At nå hen for enden af den kræver en investering, der - som situationen er lige nu -  skal betales af Familien Danmark. Og det er ikke altid, familieøkonomien har rudekroner på kontoen. Heller ikke, selv om Glasindustrien lokker med en vækst i samfundet på hele 40 mia. kr.! 

På basis af solid information og sund rådgivning bør det frie initiativ principielt være drivkraften, når de energirigtige ruder skal vælges; nøjagtig, som når vi træffer andre afgørende beslutninger, der har konsekvenser for vor private økonomi: Ny bil, en ferierejse til hele familien - eller nye ruder?

Men når alle prognoser forudsiger, at dansk byggeri i de kommende år vil kunne redegøre mange ledige hænder, så er det fristende at applaudere politisk handling, der vil sætte dem i arbejde med det nødvendige og rigtige: At renovere vore boliger med fokus på et reduceret energiforbrug.

Staten skal ikke finansiere opgaven, men alene sørge for, at rådige midler kan lånes og  derefter tilbagebetales over 10 år.

Uden rente.

 

Udenfor partiskel

På den måde begrænses den offentlige indblanding til alene at eliminere rentebyrden, mens hovedstolen i øvrigt udredes af det private budget. De danske familier får bedre et indeklima og en lavere energiregning, mens  samfundet nyder godt af en CO2 reduktion, der virkelig batter.

For uanset, hvor økologisk, vi bygger det nye, så vil det bruge ressourcer. Færre, javist, men der vil dog - oftest - være et merforbrug. Renoveringen af det eksisterende derimod, det er ren plusværdi - lige ind på betalingsbalancens konto for CO2 besparelser.

I det daglige er vi jo markedsøkonomer. Men den her skitserede idé, den er godt nok udtænkt af det socialdemokratiske Danmark, for hvem styring og regulering er en genetisk mærkesag. Og netop her kan den vist føre til noget godt? I et moderne samfund opstår ikke sjældent udfordringer, der er uegnede til ideologiske korstog, men finder bedre svar gennem et pragmatisk samarbejde på tværs af de traditionelle partiskel. Her er en af dem. 

Først til højre, så til venstre.

Og i mål!