Godt råd: Køb ruder med garanti mod dug!

Godt råd: Køb ruder med garanti mod dug!

15. oktober 2016

Ikke alle producenter af termo - og energiruder er dækket af Glasindustriens Garantiordning. Men de oplyser det ikke 

Glasindustriens Garantisikring er etableret for at skabe maksimal tryghed og sikkerhed om enhver investering i termo - og energiruder.

På grund af rudernes teknologisk forædlede karakter med mindst to lag glas, der danner et isolerende lufttæt og gasfyldt rum omkring et afstandsprofil, er termo - og energiruder eksponeret for mulige defekter og skader som fx indvendig dug i en utæt rude. Den type fejl kan opstå under produktion, transport eller håndtering på byggepladsen; men den kan også - og især - vise sig senere i rudernes levetid.  

Det er her Glasindustriens Garantisikring har sin unikke berettigelse.

Forsikringen betyder nemlig, at alle kunder og brugere af termo - og energiruder fra producenter under Glasindustriens Garantisikring i en periode på fem år er sikre på at få ruder erstattet, hvis de udviser fejl, der dækkes af garantiordningen.

I den periode dækker forsikringen således ruder fra certificerede producenter, der er ophørt med produktion, fx i forbindelse med en konkurs eller lukning af andre årsager. I visse tilfælde kan garantien udvides til ti år! Forsikringsdækkede producenter kan findes på GLASINDUSTRIENS hjemmeside, glasindustrien.dk

Hvor vigtig en sådan forsikring er for kundernes beslutning om et rudekøb, har et flertal af rudeproducenter indset. Den er så vigtig, at producenter, der ikke er dækket af forsikringen, ofte undlader at oplyse det. Det kan man især opleve med rudeproducenter udenfor de danske grænser, mens det sjældent sker, at en dansk producent vil smykke sig med lånte fjer.  

Godkendte producenter arbejder alle under et GS-nummer, som dokumenterer, at producenterne er certificerede og tilknyttet forsikringen. GS-nummeret findes stemplet i rudens afstandsprofil

Ruder fra en sådan producent dækkes af Glasindustriens Garantisikring, som efter fornøden indberetning og godkendelse af skaden sikrer fremstilling, levering og montering af nye ruder hos et andet producentmedlem af Glasindustriens Garantisikring.

Se alle de godkendte og garantiforsikrede producenter her.

-sab