Glasfacadens fremtid er interaktiv

Glasfacadens fremtid er interaktiv

31. maj 2016

 

Glasstec 2016 nærmer sig. Fra arrangøren, Messe Düsseldorf, lyder løftet, at messen byder på et stort udvalg af præfabrikerede, dynamiske og integrerede facadeløsninger

Af Poul Sabroe 

Bygningers glasfacader vil i fremtiden kunne en hel del mere end at være en passiv klimaskærm. Hvor meget mere vil vi blive klogere på efter Glasstec 2016 i Düsseldorf.

Glasfacader med en supplerende funktion, som bedst kan sammenlignes med et TV eller en tablet, er ikke længere en fjern fremtidsmusik, men er blevet til virkelighed: Arkitekter ser nu facaden som et interaktivt bidrag til bygningens balance og en flade, der forlader sin statiske og passive fortid for nu at blive et areal, hvorpå der høstes. ’Afgrøderne’ kan fx være naturlig ventilation til bygningen og energiprodktion.

Anvendelsen af glasfacader som et IT-værktøj ligger snublende nær, når man husker, at det også er glas, der er materialet i skærmen på en computer eller smart-telefon. Det er inspirationen herfra, der nu flyder over i arkitekturen og danner en ny retning med sit eget navn: ’Cybertektur’. Den overskrift kommer fra Hong Kong-arkitekten James Law, der står bag et af de førende projekter med interaktive facade, nu under opførelse: Parinee Center i Mumbai, Indien. Centret bygges til den indiske filmindustri, hvorfor det falder naturligt at bruge LED teknologi i glasfacaderne, så de kan bruges som informations – og præsentationstavler med optagelser eller direkte transmission af begivenheder, der foregår inde i den 160 m høje bygning: Huset bliver et stort monument for kommunikation og går i direkte dialog med omgivelserne. Sammen med James Law Cybertecture er det ingeniørfirmaet Arup, der står for de komplekse beregninger af glasfacadernes i alt 3700 m2 multimedia displays, belysningsenheder og LED skærme. Alt integreres i glasfacaden, der i øvrigt bevarer sin transparens som medie for dagslyset i en tilpasset og kalibreret udgave, tilpasset døgnrytmen.

Udstødnings-facade

Facaden som en kilde og en ’mark’ med afgrøder er også andre udstilleres visioner på Glasstec: Interaktivitet udnytter glassets evne til at integrere teknologiske komponenter og konstruktioner for at imødekomme behovet for kølig, ventilation og energi.

-Den udvikling kommer i slipstrømmen af de nye udfordringer, som arkitekter og ingeniører står med i takt med, at bygningernes glasarealer vokser, konstaterer en af Tysklands førende arkitekter Stefan Behnisch. En statistik fra Glasstec 2016 oplyser, at et svimlende areal på 1,33 mia. m2 nye glasfacader vil være monteret inden 2021!

- Historisk har vi set andre services indbygget i facaden som forskellige kontrolfunktioner og solafskærmning. Det er den type services, vi nu vil se en udvidelse af med fx komponenter til belysning eller ventilation, varmevekslere og intelligent solafskærmning, vurderer Stefan Behnisch.

Det store gennembrud kommer, når facaden bliver udviklet og produceret som en autonom, præfabrikeret helhed med fuldt integrerede løsninger i en samlet proces.

På Glasstec 2016 vises eksempler på bygninger, hvor den type løsninger allerede er realiseret. Et af dem er det 67 m høje Festo Automation Centre i Esslingen am Neckar.  Bygningens klimaskærm af glas beskrives som en ’udstødnings-facade’, der er opbygget i tre sektioner: Inderst et anti-blændnings skjold, fulgt af aluminium i moduler, yderst afsluttet med energiruder. Resultatet er, at heden fra sommersolen ikke kan trænge ind i bygningen, hvormed behovet for køling reduceres drastisk.

Elektrokrome ruder

Samtidig er Festo-huset udstyret med elektrokrome ruder, der opaliserer ved solpåvirkning og med en styring, der både er automatisk efter klimaanlæggets CTS og, som kan overstyres manuelt. 441 ’sandwich-ruder’ er blevet installeret med et areal på 1000 m2. På indersiderne er ruderne beklædt med wolfram, som og meget hårdt og robust og har det højeste smeltepunkt af alle metaller; derfor bruges wolfram fx til glødetråde i el-pærer. Metallet er påført ruderne i et my-tyndt lag af oxiderede nanopartikler. Den østtyske producent, Econtrol Glas oplyser, at det tager ca. 20 minutter for ruderne at gå fra klar til opal. Når ruderne er mattest slippes kun 12 pct. af sollyset ind, mens resten reflekteres tilbage af belægningen.

Glasstec arrangøren, Messe Düsseldorf, glæder sig til også at vise elektrokrome løsninger fra andre producenter som Sage Saint-Gobain i samarbejde med facadeproducenten Schüco. Tyske Merck Group arbejder aktuelt med nye løsninger på samme udfordringer: Flydende krystaller, kendt fra laptops, TV og smartphone skærme, anvendes til at fremstille rudeløsninger med en hurtigere reaktionstid på ændrede lysforhold.

Endelig arbejder Seele fortsat hen imod en klargøring af sit facadesystem ’Iconic Skin’ til fuldskala marked i 2017. Iconic Skin er sandwichpaneler med en stribe integrerede funktioner og en U-værdi så lav som fra 0,15 til 0,47 W/m²K.

Glasstec 2016 åbner 23. september i Düsseldorf.