Fagbladet GLAS:  Glas - en schweizerkniv

C.F. Møller A/S og NIRAS: Copenhagen International School i 2150 Nordhavn. Facadernes solcellepaneler er fra Solarlab.

Fagbladet GLAS: Glas - en schweizerkniv

19. juni 2017

Med glas åbnes en vifte af muligheder, så de fleste bygge-udfordringer overkommes. Det gælder energi, kunst og kultur, komfort, dagslys og specialløsninger. Det skriver fagbladet GLAS

Gå vinduer og ruder efter i sømmene, når der skal spares energi. Det anbefaler fagbladet GLAS i sin sommerudgave, der netop nu lander i abonnenternes postkasser.

Det er tankevækkende, at kun 13 pct. af danske boligejere mener, at deres huse er dårligt isolerede, mens 37 pct. af alle energimærkede boliger ligger i de tre dårligste energiklasser. 

- Det er oplagt at udskifte vinduer - eller ruderne alene, hvis rammerne er sunde - og spare helt op til 40 pct. på energikontoen, lyder det fra Statens Bygeforskningsinstitut, SBi, til GLAS.

Øget komfort og bedre udnyttelse af boligen kan være et andet vigtigt formål, når der er renoveres, viser en byggesag fra boligbebyggelsen Hjortegården i Herlev, hvor boligblokkenes altaner nu inddækkes, så altanrummet kan anvendes hele året. Det sker efter et projekt af tegnestuen Vandkunsten og med Snoer Alu som udførende, oplyser fagbladet.

Med tilvæksten af stadigt bedre isolerende kombinationer af glas og energibelægninger er anvendelsen af glas tiltagende som et gennemgående tema. Et hus med en klimaskærm kun af glas hører dog endnu til sjældenhederne.

- Processen er vigtigere end slutresultatet, vurderer Jan Søndergaard. Han har derfor taget sig god tid til at lægge de spor ud, som skal følges i den kommende opførelse af et familiehus på godt 200 kvm. med bærende konstruktioner af glasfiber og klimaskærm af glas. i GLAS efterlyses nu partnere blandt de glasforarbejdende virksomheder herhjemme.

En af dem er Glaseksperten med hovedsæde i Hjørring, som netop nu udvider sine produktionsanlæg i forventning om stigende efterspørgsel på specialløsninger med afsæt i den kendte termo- og energirude.

- Bygherrerne efterspørger de forædlede produkter, der kan mere end blot isolere og transmittere dagslys, konstaterer Glasekspertens salgsdirektør Michael Holme Knudsen til GLAS.

Glaseksperten ønsker derfor at kunne være med ved bordet, når de helt særlige opgaver udbydes. Et eksempel er præsenteret i GLAS nr. 2 for 2017, nemlig den nye internationale skole i København, CIS med adresse i Hovedstadens nye bydel, 2150 Nordhavn.

 Jernfrit glas

Efter et projekt af NIRAS og C.F. Møller Arkitekter er bygningens 6000 kvm. facade pakket ind i en klimaskærm af glasmoduler med integrerede solceller. Den udførende entreprenør er danske Solarlab, som har måttet rundt til Italien, Spanien og Dubai for at skaffe de 12.700 paneler med opbygning som en sandwich af 3,2 mm jernfrit hærdet glas, fulgt af flere lag 0,5 mm EVA-lamineringsfolie med indlejrede solceller.

I den mere kuriøse afdeling fortæller GLAS 2 om et drivhus i Antarktis af akrylglas, mens de tekniske og fagligt orienterede specialister vil interessere sig for nye restaureringsmetoder til blyholdige vinduer ved hjælp af kogt linolie.

- I sin helhed et bredt favnende fagblad for hele den del af byggebranchen, der beskæftiger sig med glas og dertil hørende løsninger. Glas åbner sig i disse år mod mange nye opgaver pga. sin multifleksible anvendelighed, vurderer redaktionen af GLAS.                                                                                                                                            - sab

  

 Hjortegården i Herlev - lejeboliger med altaner, der inddækkes med glas.