Glasstec og prisbelønnet busstop i det nye GLAS

Glasstec og prisbelønnet busstop i det nye GLAS

26. april 2016

GLAS udkommer i denne uge med bidrag, der mere end nogen sinde belyser den udfordrende konkurrence – og markedssituation

Af Poul Sabroe  

Den internationale Glasstec messe får fyldig dækning i den nyeste udgave af GLAS, nr. 4 i 2014, der udkommer i denne uge. Det skyldes messens internationale innovation, men også at det danske Red Dot prisbelønnede projekt Transparent Shelter blev vist på Glasstec.

- Glasstec, der holdes hvert andet år i Düsseldorf, er et must for alle med interesse for glas, skriver magasinet GLAS i sin fjerde udgave i år. Reportagerne fokuserer på glasset som det universelt anvendelige materiale med en stærk innovationskraft, der skaber supertyndt glas, glas med ekstrem styrke og glaskonstruktioner med fremtidssikrede energiegenskaber. GLAS fortæller fx om det kemisk hærdede glas LEOFLEX med en tykkelse på bare 0,56 mm fra producenten Asahi og om en fire-lags energirude med halveret vægt, der er et samarbejde mellem 13 forskningsinstitutter.  

- I det hele taget kan man konstatere en betydelig fremdrift i den tyske glasindustri som et resultat af samarbejdet mellem forskere og produktion, lyder det fra Glasstec 14.

- Det er et indlysende rigtigt samarbejde! Akademikerne får praktisk produktionserfaring, mens industrien nyder godt af forskernes og de studerendes kreativitet og vilje til at afprøve grænser, lyder det fra arkitekter, tæt på det samarbejde, som Glasstec  udvikler sammen med bl.a. Universität Stuttgart.

 I slutningen af september modtog samarbejdsprojektet Transparent Shelter den prestigefyldte og internationale designpris for god kommunikation og industrielt produktdesign Red Dot Award. Den baggrund skabte ekstra opmærksomhed om Transparent Shelter, der er et nyt bud på en læbygning til et busstop, rapporterer GLAS 4. Transparent Shelter, der er et samarbejde mellem Nordisk Center for Glas (Glarmesterlauget, 3F og EUC NVS) samt arkitekterne Borgos/Pieperi Barcelona og Glasindustrien, blev for første gang vist både offentligt og internationalt på Glasstec ’14. Det skete efter en invitation fra verdens største glasmesse.

- Håbet for projektet er, at der kan findes mulige sponsorer som vil samarbejde om at realisere Transparent Shelter i et konkret Internationalt udviklings- og demonstrationsprojekt, hvor teknologierne og deres indbydes samspil kan testes og på sigt komme samfundet og producenter til gode som et kommercielt udviklingsområde, skriver magasinet GLAS.

På udstillingen i Düsseldorf kunne man se projektet visualiseret ind i en dansk urban kontekst foran det kongelige teater, og en model viste på elegant vis hvordan de to glaskonstruktioner, glasvægselementet og mediaskærmen mødes, og danner tre forskellige opholdszoner med tre grader af åbenhed/beskyttelse imod vind og vejr. En 1:1 opstalt til messen var produceret af spanske Cricursa, der er specialist i at bøje glas.

Magasinet GLAS konstaterer i en kommentar, at Glasstec 14 også demonstrerer, at vi lever i en udfordrende tid: - Vi står ansigt til ansigt med en laserskarp innovation, som for glasindustriens vedkommende er historisk og i virkeligheden i skærende kontrast til den ellers sønderslidte klode; men også med industrier, fostret af en ubændig væksthunger og for hvem, velfærdsstatens magelighed er aldeles ubekendt, hedder det.

Den nye udgave af GLAS beskæftiger sig endelig også med Iconic Awards 2014, som er blevet tildelt Daimler-koncernens nye hovedsæde i Berlin og med et nyt dansk arkitekturprojekt med glas i en hovedrolle: Copenhagen Designer Outlet. Projektet er beliggende i Tåstrup ved København og præsenterer nye glasfacader, som har styrket bygningen og tilført både elegance og præcision samt en overbevisende designmæssig signalværdi, der afsender budskabet om bygningens nye funktion, hedder det i reportagen.

Magasinet GLAS udgives af Glasteknisk Forening i et samarbejde mellem Glarmesterlauget i Danmark og Glasindustrien.

__________________________________________________________________________________________ 

 

Fra Glasdag 2014 – Jose Luis Ruiz de Valdivia, Cricursa

Glasdag 2015 – 4. marts 2015

Sæt kryds i kalenderen. GLAS – Glasteknisk forening planlægger Glasdag 2015 til afholdelse onsdag den 4. marts 2015. Det bliver 4. gang, at der kan indbydes til lærerig og hyggelig glasdag for branchefolk og alle andre med interesse for at blive opdateret på det nyeste inden for glasverden. Stedet er endnu ikke fastsat, men sæt kryds i kalenderen. Program for dagen udsendes primo januar.