Indeklima og brand i  centrum på glaskurser

Indeklima og glas er et centralt emne på Glasfaktas glaskurser i Sabro og Haslev

Indeklima og brand i centrum på glaskurser

21. april 2017

I samarbejde med Glasteknisk Forening og Glasindustrien holder Glasfakta igen de populære glaskurser - denne gang også med nyt om om BR18. Kursisterne mødes i Sabro eller Haslev

Af Poul Sabroe

Glas i forhold til brandsikring? Til Sikkerhed og sikring? Og hvordan er det nu med glas og indeklima?

Det er bare nogle af de spørgsmål, man kan få svar på, når Glasfakta i samarbejde med Glasteknisk Forening holder Glaskursus.

De næste finder sted 29. og 30. maj i henholdsvis Sabro (ved Århus) og Haslev, syd for København.

- Kurserne er så vel besøgte, at vi nu holder dem både forår og efterår, forklarer kursusleder, diplomingeniør Carl Axel Lorentzen, der også er formand for Glasindustriens tekniske udvalg. Kurserne henvender sig til alle, som beskæftiger sig med glas, uanset forudsætninger og forudgående viden om glas.

Denne gang er BR 18 også i fokus; det samme er brandsikring, sikkerhed og indeklima. Det emne adresserer Carl Axel Lorentzens orientering, fordi indeklimaets særlige udfordringer i for ringe grad er med i overvejelserne hos byggeriets parter; de er i stedet styret af at holde omkostningerne nede og af at overholde de voldsomt eksponerede energikrav.

- I den sammenhæng sker det desværre alt for ofte, at indeklimaet bliver stedbarn og får for ringe opmærksomhed, advarer Carl Axel Lorentzen. Han peger på de mange faktorer i byggeriet, der har betydning for, hvordan brugerne oplever husets indeklima, men som for sjældent får fornøden opmærksomhed: Termisk indeklima, træk/kuldenedfald, akustisk indeklima, dagslysforhold m.v.

Om glas og brandsikring konstaterer Carl Axel Lorentzen, at problemstillingerne ofte håndteres lemfældigt på grund af uvidenhed og forkerte formodninger.

- Det vil vi gerne hjælpe med at rette op på, lover kursuslederen.

BR18 og glas

BR18 gennemgås, således som reglementet aktuelt foreligger, med særligt fokus på to nye certificeringsordninger for konstruktion og brandsikring. Foreløbig ventes der på de konkrete nye formuleringer i BR, men der arbejdes på nye vejledninger til alle emneområder.  

Og der kommer en vejledning fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til erstatning for den nugældende anvisning DS/INF119, forklarer Carl Axel Lorentzen.

- Den nye vejledning om glas i forbindelse med personsikkerhed, som er på vej, er Glasindustrien er direkte involveret i. Der er også en ny opdateret version af SBi-anvisningen om dimensionering af glas i facaden, nu inklusive de specielle forhold for 3-lags termoruder og deres klimalast.

Han tilføjer, at valget af glas ofte byder på særlige udfordringer, afhængig af funktioner og glashåndtering, ligesom der kan opstå risiko for skader. Og iflg. Arbejdsmiljøloven er det nu engang sådan, at det er den, der specificerer glas i et byggeri, som har forpligtigelsen til at sikre glassets korrekte håndtering med særligt henblik på størrelse, vægt og risiko for skader i byggeprocessen - herunder også risikoen for termisk brud i glas, advarer Carl Axel Lorenzen. Mange af byggepladsernes fejl og skader på glas kunne undgås, hvis Glasindustriens vejledninger blev fulgt. Derfor er det vigtigt at udbrede kendskabet, så unødvendige ærgrelser undgås.

På kurserne gives endelig også en samlet oversigt over de mange nye vejledninger om glas, inklusive Glasindustriens vejledninger og datablade, der er udarbejdet for at bistå både projekterende og udførende i det daglige arbejde med glas i byggeprocessen. Den nyeste publikation om mærkning passer i øvrigt fint ind i den varslede EU-markedskontrol om CE-mærkning af byggevarer.

- Ved at påpege vigtige emner i de enkelte publikationer kan der skabes bedre forståelse for det korrekte glasvalg, understreger Carl Axel Lorentzen.

Tilmelding til glaskurserne sker på cal@glasfakta.dk - og senest 22. maj 2017.