Ministersamtale om byggeriets mærkning

Ole Birk Olesen - interesseret i optimering gennem OPP-projekter.

Ministersamtale om byggeriets mærkning

06. april 2017

GLASINDUSTRIEN har været på besøg hos transport-, bygnings - og boligminister Ole Birk Olesen til en gensidig drøftelse om bygget kvalitet og OPP, Offentligt Private Partnerskaber.

Af Poul Sabroe

GLASINDUSTRIENS sekretariat 

Byggeriets minister, Ole Birk Olesen (LA), har beredvilligt lyttet til GLASINDUSTRIENS ønsker om en ekspansion af byggeriets kvalitetsmærkning med kvantificering af supplerende data i forhold til energimærkningen. Ole Birk Olesen har også noteret sig GLASINDUSTRIENS tilsvarende ambition om at medvirke til reduktion af fejl og mangler i byggeriet.

Transport-, bygnings - og boligminister Ole Birk Olesen er en kendt fortaler for effektive OPP-modeller, hvor det offentliges lovgivningsmæssige og administrative beredskab kombineres med det private erhvervslivs kompetencer og kommercielle hensyn.

GLASINDUSTRIEN har derfor foreslået ministeren at lade lovgivningen sætte rammer og kurs, gerne ved hjælp af incitamenter, hvis målsætning skal være at synliggøre flere egenskaber og kvaliteter i det byggede miljø - nybyg som renovering - både, når det gælder bygningens performance, når byggeriets processer adresseres og, når vi ser på bygningernes almene fremtræden.  

Støj, luft, lys

GLASINDUSTRIEN har peget på lyd - ikke mindst isolering mod trafikstøj, på frisk luft i form af naturlig ventilation og på dagslyset som indsatsområder, der egner sig til mærkning eller anden form for kvantificering. Også sikkerhed i form af en udvidet anvendelse af sikkerhedsglas i fx indretningen af private boliger er et egnet emne.

Samtalen med Ole Birk Olesen om synliggørelse af flere bygningsegenskaber fandt sted under en præsentation i Transport-, bygnings - og boligministeriet, hvortil GLASINDUSTRIEN var inviteret af ministeren til en samtale om OPP, Offentligt Privat Partnerskab, og de muligheder, der åbner sig i et sådant samarbejde.

GLASINDUSTRIEN anførte tillige muligheden for lovgivningsmæssige initiativer i forbindelse med reduktion af fejl og mangler under tilblivelsen af byggeprojekter, der ofte fremstår tidspressede og kronologisk ude af stand til at påvirke hinanden med erfaringsudveksling. Skræmmende eksempler kan desværre fremdrages fra udviklingen af nye erhvervs - og boligområder i storbyer som København og Aarhus, hvor en del projekter i både Ørestad, Nordhavn og Århus Havnefront har været behæftet med fejl. Principielt er den udvikling et anliggende for markedet og bør derfor også reguleres af markedet, lyder Ole Birk Olesens umiddelbare reaktion. Udfordringer opstår særligt, når markedet ikke kan nå at reagere, fordi mange projekter udvikles og opføres parallelt.

GLASINDUSTRIEN har derfor efterlyst redskaber til regulering af forholdene med henblik på at tilsikre de byggede projekters optimale kvalitet - helst hver gang. Her kunne lovgivningsinitiativer i en OPP dialog være en option.

Under samtalen i ministeriet orienterede parterne gensidigt hinanden og konkluderede, at dette møde alene var det første af flere og, at GLASINDUSTRIEN stiller sin faglige kompetence og rådgivning til rådighed for ministeren i hans bestræbelser på at formulere de mest optimale rammer for det danske byggeri.