Renovering er motoren i EU's energiplan

Active House er en international alliance af virksomheder fra hele byggeriets forsyningskæde med fokus på naturlige energibesparelser, ventilation og komfort.

Renovering er motoren i EU's energiplan

11. februar 2017

GLASINDUSTRIEN bør kende sin besøgelsestid, for virksomhederne står med et unikt produkt til energirenovering, påpeger VELUX-direktør Michael Kragh Rasmussen 

Af Poul Sabroe

Vi skal huske på, at bygninger er her for at beskytte mennesker; ikke for at beskytte energi.

Sådan lyder det fra koncernmarketing direktør i VELUX, Michael Kragh Rasmussen. Han har engageret sig i den påtrængende opgave med at gøre Europas bygninger mere energieffektive.

- Og mens vi glæder vi os over EU's ambitiøse mål i energiplan 2030, der sigter efter 30 pct. reduktion af energiforbruget, er det ikke lige meget, hvordan vi når målet, uddyber Michael K. Rasmussen og minder om skræmmeeksempler i fortidens 'glughuls-arkitektur'.

- 80 mio. europæere lever stadig i fugtige, usunde boliger. Og 90 pct. af de bygninger, der skal indfri energivisionerne for 2030-2050, står her allerede; når de renoveres, skal opmærksomheden være på brugerne, så indeklimaet bliver sundt og komfortabelt; her er det vigtigt at stille skarpt på bygningernes energibalance, hvilket ikke er så naturligt andre steder i Europa, som det er her, noterer Michael K. Rasmussen.

- Vi mener, der er brug for at se udfordringerne i en helhed, understreger VELUX-direktøren. Michael K. Rasmussen noterer sig, at EU præsenterer en energipakke, som i sammenhængen også taler om indeklima, taler om energiforsyning, men også har øje for forbrugerne.

 

Active House Alliance

EU har ret forskellige klimaudfordringer i sydlige og nordlige nationer. Hvad betyder det for den fælles indsats?

- En dynamisk klimaskærm kan tilpasse sig forholdene og tager udgangspunkt i brugeren.  Bygningen reagerer ud fra en samlet energibalance. Tager vi udgangspunkt i den, kan vi mødes om en fælles metode. Og så kan de vekslende klimazoner bruge energi- og indeklimamålene som deres særlige udfordring: I nord udforsker vi udfordringerne med at reducere varmetab om vinteren, syd på løser man opgaven med at undgå overophedning om sommeren. Energibalancen kan lede til sund og komfortabel ligevægt fra begge udgangspunkter. Vi har i mange år været optaget af energitab, når vi beregnede energiperformance; nu er vi så langt, at giver mere mening at høste energitilskuddet fra solen på en kold vinterdag. Den bedste komfort kommer, når der er balance mellem energitab og passiv opvarmning. 

Hvem vil du samarbejde med for at komme videre?

Netværk som Smart Energy Networks er et godt forum, hvis resultater er med til at påvirke lovgiverne. VELUX er med i Active House Alliancen, hvor hele forsyningskæden er repræsenteret fra byggeforskning over rådgivere og udførende til materialeproducenter. Alliancens mål er at samle principielle og genanvendelige erfaringer med at skabe energibalance. Og så ser jeg et samarbejde i et bredere perspektiv, hvor vi deler viden og information med hinanden indenfor byggeindustrien. Netop Glasindustriens medlemmer kan spille en afgørende rolle, hvis de kender deres besøgelsestid.  Glas har unikke egenskaber i forhold til energibalance og det passive opvarmningstilskud. Det er en styrke, og det skal vi bruge fremadrettet og sætte fingeraftryk indenfor energi, der vægter sundhed og komfort og ser det som en business-case.

   

 

"Bygninger har en lang levetid – op til 100 år eller mere. Samtidig renoveres bygninger typisk kun med 30-40 års mellemrum – måske kun én gang før 2050. Danmark har i dag verdens strammeste energikrav til nye bygninger, og det er allerede vedtaget, at kravene for nye bygninger strammes med mindst 75 pct. senest 2020 Det årlige nybyggeri udgør imidlertid kun 1 pct. af den samlede bygningsmasse. En styrket indsats skal derfor primært rettes mod de eksisterende bygninger."

Citat: Energistrategi 2050. Klima - og Energiministeriet, 2011.