Garantisikringens Generalforsamling 2015

Garantisikringens Generalforsamling 2015

Beretning ved Glasindustriens Garantisikrings ordinære generalforsamling 2015

Bestyrelsen i Glasindustriens Garantisikring har i lighed med tidligere år også i 2014
holdt sine møder samtidig med bestyrelsesmøderne i Glasindustrien.

Garantisager
Der kommer løbende henvendelser til sekretariatet fra især glarmestre og privatpersoner,
som ønsker at anmelde en garantisag. I perioden siden sidste generalforsamling
er der kommet cirka 10 af den slags henvendelser.
Heraf har kun en enkelt ført til en syns- og skønssag og efterfølgende en udbetaling.
Der var tale om en mindre sag med en enkelt rude, som belastede Garantisikringen
minimalt.

Sammenlægning med Glasindustrien
Garantisikringens egentlige berettigelse er ikke de få individuelle sager men derimod
de situationer, hvor en stor producent går konkurs efter at have sendt en større
fejlbehæftet produktion ud på markedet. I den situation er der behov for, at vi
opretholder garantikapitalen på 2 mio. kroner.
Den slags sager er heldigvis sjældne, så vi har udsigt til, at langt de fleste år vil gå med
lav økonomisk aktivitet i Garantisikringen. Faktisk er den største økonomiske
transaktion sædvanligvis udgiften til revision af regnskabet. Bestyrelsen har derfor
besluttet at slå de to regnskaber sammen for på sigt at spare denne udgift.
Det kan gøres, uden Glasindustrien af den grund kommer til at stå til ansvar for
Garantisikringen med sin egenkapital. Det første år, sparer vi ikke noget, på grund af
omkostningerne til sammenlægning og revision af det fælles regnskab, men herefter vil
der være en revisionsudgift mindre hvert år.

Garantisummen
Fordi vi ikke har haft nævneværdigt træk på garantiordningens kapital, indstiller bestyrelsen,
at der ikke opkræves garantikontingent for det kommende år.


På vegne af bestyrelsen

Dan Christensen
Formand